/ Nyheder / EjendomDanmark: Finanslovsforslag har nødvendigt fokus på økonomisk stabilitet

EjendomDanmark: Finanslovsforslag har nødvendigt fokus på økonomisk stabilitet

I det netop fremlagte finanslovsudspil sigter regeringen mod at løfte velfærden på udvalgte områder – samtidig med at der ikke pustes for kraftigt til den økonomiske usikkerhed. EjendomDanmark peger på, at der også bør være fokus på at sikre forudsigeligheden i overgangen til det nye ejendomsskattesystem.

Af

Regeringen har netop fremlagt dette års finanslovsudspil. Foto: iStock: spooh

Regeringen har i dag præsenteret deres forslag til en ny finanslov. Økonomien er præget af den fortsat forhøjede inflation og de medfølgende høje renter, der fylder godt op i husholdningernes og virksomhedernes budgetter. EjendomDanmark finder det er positivt, at regeringen spiller ud med et balanceret finanslovsudspil, hvor den økonomiske udvikling følges tæt.

”Inflationen har været en udfordring, og det er enormt vigtigt, at der fortsat er fokus på at tøjle den. Både for danskernes og for virksomheder skyld. Ejendomsbranchen er blandt de brancher, der er hårdest ramt af de høje renter. Konkret bidrager det til, at vi nu har dårligere forudsætninger for at foretage de nødvendige investeringer, der skal sikre den nødvendige udbygning af boligmassen og den bæredygtige omstilling af de eksisterende ejendomme,” siger Peter Stenholm, adm. direktør i EjendomDanmark.

Unødig usikkerhed

Regeringens finanslovsudspil er desuden det sidste, inden det nye ejendomsskattesystem træder i kraft fra årsskiftet. Ifølge Peter Stenholm er det ingen hemmelighed, at den overgang er forbundet med udfordringer, og den usikkerhed, der følger med ikke at vide, hvad man skal betale i skat, er gift for investeringslysten.

”Der er et åbenlyst behov for at sikre en bedre overgang til det nye ejendomsskattesystem, end det vi oplever i øjeblikket, hvor husholdninger og virksomheder reelt betaler et fiktivt beløb i á conto skat uden nogen form for sikkerhed for, hvor den endelige skattebetaling ender,” siger Peter Stenholm.

Han understreger, at det derfor vil være gavnligt for både retssikkerhedsfølelsen, den økonomiske tryghed og investeringslysten, hvis regeringen udvidede nogle af de overgangsordninger, der grundet den sene udsendelse af ejendomsvurderingerne, ikke gælder i alle tilfælde – som det ellers oprindeligt var tiltænkt.

Husk huslejenævnene

Regeringen ønsker desuden at styrke de danske domstole med 1,8 mia. kroner for at nedbringe lange ventetider. EjendomDanmark vil i denne sammenhæng minde om, at de alt for lange ventetider i huslejenævnene giver en urimelig retstilstand for både lejere og udlejere, og EjendomDanmark opfordrer til, at der også skeles til denne del af retsvæsenet.

Det sker