/ Nyheder / En øjenåbner i København

En øjenåbner i København

Mange arbejder allerede med ESG uden, at de er klar over det. Det var en af de primære læringer for virksomhederne til workshop i EjendomDanmarks læringsforløb om bæredygtighed.

Af

Første workshopdag løb af stablen i København hos Wihlborgs, hvor sjællandske repræsentanter deltog.

I Wihlborgs fine lokaler i Kastrup var flere sjællandske virksomheder, der deltager i EjendomDanmarks og Rambølls læringsforløb om bæredygtighed, mødt op til workshop.

Workshops foregår rundt om i landet disse dage; København, Fredericia og Aarhus. Her får deltagerne mulighed for at få inspiration og sparring på de øvelser, der blev igangsat til første læringsdag i november måned i Munkebjerg Business Park i Odense.

Opgaverne udfordrer deltagerne til at identificere deres motivationer og ambitioner for at arbejde med bæredygtighed samt at kortlægge deres værdikæde. Det vil sige, at deltagerne skal finde ud af, hvilke interessenter, de er afhængige af, og den indvirkning parterne har på hinanden og omverdenen, for at kunne drive deres kerneforretning.

”Vi opfører os ordentligt”

Det er svære, men også øjenåbnende øvelser, mener Bent S. Arvidsen, Ejendomschef i Knud Højgaards fond, der har en mindre ejendomsportefølje.

”Vi har ikke arbejdet struktureret med bæredygtighed før. Vores motivation for at tilmelde os læringsforløbet, var at blive klædt på til at leve op til fremtidige lovkrav, vi har ikke haft en specifik politik på området. Men da vi begyndte at lave disse øvelser, fandt vi ud af, at måden, vi driver virksomhed på, allerede indeholder mange bæredygtige værdier: Vi opfører os ordentligt. Vores ejendomme er velvedligeholdte og optimerede i drift. Og selv på de lidt mere bløde værdier er vi med, når vi for eksempel sørger for cykelparkering, badefaciliteter og fælles taghaver til vores lejere,” siger han og tilføjer:

”Vi har bare ikke nedfældet de værdier på papir endnu. Derfor skal vi have formuleret en strategi og nogle procedurer, der formaliserer dét, vi allerede gør.”

I løbet af workshop-dagen blev det tydeligt, at det er en gennemgående tendens blandt virksomhederne i forløbet. Initiativerne og værdierne er der for manges vedkommende, men strukturen mangler.

Skal nedfælde ESG-politik

Samme oplevelse har Marie Skovgaard, ejer, ejendomsadministrator og ejendomsudvikler, der har familieejede ejendomme i Aarhus og København.

”Vi gør allerede mange ting, som kan ses som ESG-tiltag, men som for os blot har været fornuftigt købmandskab: Vi genbruger materialer, hvor vi kan, vi udskifter til LED-lys, vi tager godt vare på vores lejere, så de er glade og trygge i vores ejendomme, og vi arbejder med lydisolering,” siger hun.

Nu handler det om at få nedskrevet en politik i overensstemmelse med ESG-terminologien, lyder det fra Marie Skovgaard, der samtidig fortæller, at forløbet indtil videre har gjort hende klogere på, hvad bæredygtighed i ejendomsbranchen er for en størrelse.

Netværksopbygning

Hun peger desuden på, at det er rart at møde andre virksomheder, der måske har samme overvejelser som en selv.

”Det var rigtig godt at høre, hvad de andre virksomheder i forløbet havde gjort sig af tanker i forhold til eksempelvis deres værdikæde,” siger hun.

En lignende pointe kommer fra Bent S. Arvidsen. Han har gjort brug af det netværk af fonde, der blev faciliteret i forløbet via bordplanen til første læringsdag:

”Jeg sad sammen med virksomheder til første læringsdag, der har samme størrelse og udfordringer som os. Vi bruger hinanden til at diskutere, hvordan man kan gribe de her opgaver an,” siger han.

Godt med, trods fravær

For Per Solberg Hansen, direktør i Dansk Financia, der forvalter og udlejer boliger i København, var workshoppen hans første fysiske møde i forbindelse med læringsforløbet.

Han var forhindret i at deltage ved første læringsdag i Odense i november og har derfor deltaget i et opfølgende møde, der online har samlet deltagere i samme båd som Per Solberg Hansen.

Han føler sig derfor godt klædt på til at deltage i forløbet på lige fod med de resterende virksomheder.

”Jeg har forsøgt at forberede mig så godt som muligt på denne workshop og næste læringsdag, da vi har fået tilsendt mails med øvelser. Men jeg føler mig også godt grebet af projektteamet, der forsøger at gøre et meget flyvsk emne som ESG konkret for os i ejendomsbranchen,” siger han og afslutter:

”Jeg skal hjem og have valgt ud af de punkter i vores værdikæde, som vi arbejder på, men måske ikke har formuleret ned på skrift. Det er især vigtigt at få nedskrevet for at tilgodese nogle af de interessenter, vi har, der vil spørge ind til ESG-området.”

Det sker