/ Nyheder / Møde i erfagruppen i Aarhus om MitID

Møde i erfagruppen i Aarhus om MitID

EjendomDanmarks ERFA-gruppen for administratorer holdt møde i Aarhus. Emnerne på dagsordenen var blandt andet MitID og BBR.

Af

Relevante emner blev diskuteret på ERFA-gruppemøde i Aarhus.

EjendomDanmarks ERFA-gruppe for administratorer holdt møde i Aarhus onsdag den 2. marts 2023. Mødet blev holdt ved Sinding & Co.

Et af emnerne på dagsordenen var anvendelse af MitID i det daglige administrationsarbejde.   

Udfordringer med MitID

Kasper Bohrmann, Sinding & Co, lagde mødet ud med at fortælle om arbejdet med implementering af MitID hos Sinding & Co. Udfordringerne i forbindelse med dette blev også vendt.

Et problem der opleves i gruppen omhandler, hvorvidt medarbejderne skal anvende deres egne telefoner ved brugen af MitID, hvilket kan have nogle utilsigtede konsekvenser for deres private brug af MitID.

Det blev også drøftet, hvorledes det skal håndteres, når der skal gives mere eller mindre udvidet adgang til virksomhedens data for forskellige medarbejdere. I forbindelse med dette diskuterede gruppen også, hvorledes det skal håndteres, når medarbejdere fratræder og ikke længere skal have adgang til virksomhedens data.  

BBR-bekendtgørelse

Mogens Dürr, EjendomDanmark, gennemgik herefter kort det udkast til ny BBR-bekendtgørelse, som har været i høring. Han redegjorde for de øgede krav om indberetning af data til BBR-registeret, som bekendtgørelsen vil medføre, når den bliver udsendt.

Mogens Dürr redegjorde dog også for, at det ser ud til, at arbejdet med udsendelse af en ny BBR-bekendtgørelse tilsyneladende er gået lidt i stå, så det er usikkert, hvornår en ny bekendtgørelse faktisk bliver udsendt, og hvilket indhold den vil få.

Breve med afleveringsattest

Under eventuelt blev det drøftet, hvorledes ophævelsessager på grund af betalingsmisligholdelse håndteres.

En af deltagerne oplyste, at det nu er muligt at få PostNord til at håndtere fremsendelse af breve med afleveringsattest, således at tilbagemeldingen om aflevering af brevet sker digitalt, og man undgår risikoen for, at brevet med orientering om aflevering forsvinder undervejs eller blot ikke kommer retur til afsenderen.  

Det blev besluttet, at ERFA-gruppen på næste møde skal drøfte håndtering af fraflytningssager og huslejenævnenes praksis i tvister omkring fraflytningssager.

Det sker