/ Nyheder / Studiestart står for døren: Seks gode råd til jagten på en lejebolig 

Studiestart står for døren: Seks gode råd til jagten på en lejebolig 

Mere end 60.000 håbefulde ansøgere har fået tilbudt en studieplads på en af landets videregående uddannelser, og det betyder, at jagten på en bolig nu også går ind for mange. EjendomDanmark har samlet seks gode råd til dem, der leder efter et nyt hjem.

Af

Foto: iStock, Westersoe

Det er få uger siden, at 61.382 ansøgere modtog besked om, at de er blevet tilbudt optagelse på en af landets videregående uddannelser. Med et nyt kapitel som studerende følger for mange også jagten på en ny bolig, og det er ikke altid så ligetil.  

Det er nemlig ofte de mindre lejeboliger, de studerende gerne vil have fingrene i, og dem er der stor efterspørgsel på, forklarer Bjarke Roed-Frederiksen, der er økonomisk konsulent i EjendomDanmark: 

”De studerende efterspørger den samme type bolig som for eksempel de ældre – nemlig en lille, god lejebolig. Men når der er så mange om buddet, er det vigtigt, at man er opmærksom og målrettet i sin søgning. Det gælder særligt, hvis man leder efter bolig i de større byer,” siger han og fortsætter:  

”En af de forholdsregler, man kan tage, er at vælge en professionel ejendomsejer eller administrator. På den måde får man en større sikkerhed og tryghed.” 

EjendomDanmark har samlet en række gode råd til dig, der lige nu søger bolig.  

Seks gode råd til din boligsøgning 

1. Hav styr på forventningerne 

En af de ting, der kan gøre boligjagten lettere er, hvis du justerer dine krav og forventninger. Når der er mange om buddet, skal man være indstillet på, at det kan være nødvendigt at gå på kompromis. Overvej derfor, om du eventuelt kan udvide dit søgeområde eller starte et bofællesskab, så I er flere om at betale huslejen.  

2. Udnyt dit eget netværk 

Du kan lave et kreativt opslag på dine sociale medier, hvor du fortæller om din boligsøgning, som du kan bede dit netværk om at dele. Her er det vigtigt, at du husker at skrive, hvem du er, hvad dit budget er og i hvilket område, du søger bolig.  

3. Tjek op på udlejeren 

Desværre er der nogen, der kan finde på at udnytte desperate boligsøgende, og derfor vil vi til enhver tid anbefale dig at undersøge grundigt, hvem udlejeren af din bolig reelt er. Via tinglysning.dk eller ois.dk kan du se, hvem der ejer og administrerer en ejendom.  

4. Se altid lejemålet, før du skriver under 

Aftal en fremvisning af boligen med udlejeren, forud for at du skriver under på en lejeaftale. Du skal ikke indbetale penge til en udlejer, før du har set lejemålet.  

5. Overfør penge elektronisk 

Lad være med at betale kontante beløb ved en fremvisning eller som betingelse for, at du må underskrive en lejekontrakt. Professionelle ejere og administratorer foretrækker at modtage alle indbetalinger elektronisk, fordi det giver en tryghed for begge parter. 

6. Læs dokumenterne grundigt igennem 

Vores sidste råd er, at du læser dokumenterne grundigt igennem, før du skriver under på en lejekontrakt. På den måde er du sikker på, at alt er som det skal være. Du kan eventuelt få hjælp, hvis du er i tvivl om, hvad du skal holde øje med.  

Det sker